Tyrkiet er et mærkeligt land. Tyrkiet er et skandale land, et land, hvor der til daglig sker mange underlige ting, ting, som man har svært ved at forstå i dagens verden. Den ene dag tror man, at landet nu er på vej til at være en del af det demokratiske samfund, mens man den anden dag får et slag i ansigtet og bliver dyb skuffet og mister alt håb om bedre tider for dette land. Alle gør og handler efter deres behag og godt befindende. Men det er Tyrkiet, for alt kan ske i Tyrkiet, som man siger.
En af de skandaler, der for nylig har sendt chokbølger, er retssagen mod en 102-årig kurdisk kvinde ved navn Lalihan Akbay i byen Tatvan i provinsen Bitlis. Den ældre kvinde kan hverken gå, tale eller høre rigtigt. Men trods det har anklagemyndigheden alligevel rejst en komisk tiltale mod hende og anklaget hende for ”at have udført propaganda for en terrororganisation”.
Sagen er rejst på baggrund af, at hun deltog i en mindedag til ære for hendes søn Mehmet Rauf Akbay, der var PKK-guerilla, og som blev dræbt i Sydkurdistan den 16. april 1985. Som alle andre deltagere i ceremonien deltog moren også og bad en bøn for sin søn, men det var åbenbart for meget for de tyrkiske myndigheder.
Familien til den ældre kvinde står uforstående overfor anklagerne og har svært ved at forholde sig til, at der kan rejses tiltale mod sådan en ældre kvinde, der deltager i en mindedag for sin søn, der er blevet dræbt for 26 år siden.
Hvor er den sande fornuft henne? Hvis en mor ikke kan deltage i sin søns begravelse eller ikke får lov til at deltage i en mindedag og bede en bøn for sin søn, hvad kan og må hun så ellers? Hvor er de menneskelige værdier henne og i hvilket århundrede lever vi i overhovedet? Skal man så nu også til at søge de tyrkiske myndigheder om tilladelse til at besøge sine afdødes grave for at bede en bøn for dem? Og så vil Tyrkiet komme ind i EU ad bagdøren. Men svaret er: så længe de tyrkiske myndigheder har denne mærkelige mentalitet og den tyrkiske forfatning stadig giver mulighed for sådanne komiske retssager, så tror vi ikke, at EU vil være så naive til at lade Tyrkiet komme ind i varmen, som vi også håber, at de ikke gør, før de har fejet foran egen dør først.