De lande, der har delt Kurdistan imellem sig, nøjes ikke bare med at undertrykke og dræbe kurderne i de forskellige dele af Kurdistan, men de har igennem årene også sat selv i Europas hjerte ind efter kurdiske ledere og gennemført deres terrorhandlinger. Disse landes agenter har igennem årene spredt sig til forskellige europæiske lande og igennem årene prøvet at samle oplysninger om kurderne, sabotere deres aktiviteter eller medvirke til at likvidere kurdere. Et af de lande er Iran, hvor præstestyret igennem årene har været ude efter kurderne og to gange udført deres terrorhandlinger ved at likvidere to kurdiske ledere for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI), Dr. Abdurrahman Qasimlo og Dr. Sadiq Şerefqendi i hhv. 1989 og 1992.
Efter drabet på den legendariske leder Dr. Abdurrahman Qasimlo og hans nærmeste medarbejdere under hemmelige forhandlinger med iranerne i Wien den 13. juli 1989, blev Dr. Sadiq Şerefqendi udpeget som hans efterfølger i partiet som den nye generalsekretær for KDPI. Under en rundrejse i Europa, hvor han også var her i Danmark, rejste han videre til Tyskland med henblik på at deltage i Socialistisk Internationale i Berlin den 15-17. september 1992. Den 17. september 1992, mens han sad på den græske Mykonos-restaurant sammen med to af hans medhjælpere, partiets repræsentant i Europa, Fatah Abduli, og partiets repræsentant i Tyskland, Homayoun Ardalan og en nære ven ved navn Nourrallah Dehkordi, blev de myrdet af iranske agenter med støtte fra deres Hizbollah kollaboratør fra Libanon.
Under retssagen mod de anholdte ved angrebet blev det dokumenteret, at højtstående ledere i præstestyret var direkte indblandet i mordene, og at mordene var bestilt fra højeste sted i Teheran. Tyskland udstedte på denne baggrund en international arrestordre på nogle af disse højtstående personer, som desværre stadig er på fri fod. Retssagen varede i 3½ år og gik under navnet ”Mykonos -Sagen”. Efter angrebet nåede tre af de sammensvorne at flygte ud af Tyskland, mens de andre blev hurtig arresteret, hvor af dem fik domme på livstid. Mordene på kurderne førte til et dårligt forhold mellem Tyskland og Iran og EU og Iran generelt.
I ”Erklæringen fra Den Europæiske Union vedrørende Iran”, dateret den 29. april 1997 i Luxembourg, opfordrede EU Iran til at afstå fra terrorhandlinger mod egne borgere uden for Iran. Her er et lille uddrag af erklæringen:
”Rådet havde på baggrund af Mykonos-sagen en omfattende drøftelse af Den Europæiske Unions forbindelser med Iran. Det bekræftede formandskabets erklæring af 10. april 1997. Det gentog, at Den Europæiske Union altid har ønsket et konstruktivt forhold til Iran, sådan som det kom til udtryk i Edinburgh-erklæringen fra 1992. Der vil dog kun kunne ske fremskridt, hvis de iranske myndigheder overholder de folkeretlige bestemmelser og afstår fra terrorhandlinger, herunder terrorhandlinger mod iranske borgere, som bor uden for Iran, og samarbejder om at forebygge sådanne handlinger”.