Lørdag den 12.07.2014 samledes kurdere fra hele landet og fra Sydsverige på Rådhuspladsen i København for at deltage i en demonstration for kurdisk selvstændighed i Irakisk Kurdistan. Demonstrationen blev arrangeret af Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark (SKFD), som vores forening også er medlem af. Der blev holdt taler og uddelt hvide roser og slik samt løbesedler til forbipasserende. Demonstrationen startede kl. 15.00 – 17.00.
Der er på det sidste sket store ændringer i området, hvor den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) har indtaget flere irakiske byer, herunder storbyen Mosul. Efter at de irakiske styrker forlod deres poster og flygtede fra de omdiskuterede kurdiske områder så som Kerkuk, Xaneqîn, Şingal, Mendelî osv., rykkede de kurdiske peshmerga-styrker ind og forsvarede Kurdistans grænser mod ISIS. Hele Irakisk Kurdistan er nu under kurdisk kontrol. De omdiskuterede områder er kurdiske områder, der indtil for nylig hørte ind under Bagdad-regeringens administration. Ifølge den irakiske forfatning (§ 140) skulle en folkeafstemning afgøre, hvorvidt disse områder skulle tilhøre kurdisk administration eller irakisk administration, men den blev aldrig holdt af regeringen i Bagdad og den blev udskudt gang på gang.
Med kurdernes indrykning i disse kurdiske områder efter de irakiske styrkers flugt fra ISIS, erklærede kurderne § 140 sat ud af kraft, og under disse nye forhold, hvor ISIS nu har 1050 km. grænse med kurderne, mens kurderne kun har 15 km. med resten af Irak, begyndte kurderne derfor at arbejde for grundlaget for et uafhængigt Kurdistan i Irak. Den irakiske premierminister, Nuri Al-Malikis fejlslagne og diktatoriske politik har været den største årsag til konflikterne i Irak i dag. Han har ikke formået at skabe et fælles og enigt Irak, men kun valgt at handle efter sine egne interesser.