Efter Første Verdenskrigs afslutning åbnede der sig nye muligheder for det kurdiske folk i Det Osmanniske Rige. Efter at Osmannerriget gik fuldstændig i opløsning, håbede kurderne ligesom mange andre undertvungne nationaliteter inden for riget at få deres ønsker opfyldt ved den kommende fredstraktat. Da den endelige Sévres-fredstraktat blev ingået mellem Det osmanniske Rige og De Allierede den 10. august 1920 kunne man se, at den kurdiske delegations ihærdige diplomatiske arbejde med General Şerif Paşa i spidsen havde båret frugt. Selv om det ikke var alle kurdiske krav, der var blevet opfyldt, var kurderne i hvert fald taget med i traktaten og ikke glemt. Især artiklerne 62, 63 og 64 var for det kurdiske folks vedkommende af særlig betydning, idet kurderne blev lovet autonomi med udsigt til et selvstændigt Kurdistan, om end den ikke omfattede alle kurdiske områder. Ifølge traktaten skulle De allierede inden for 6 måneder fra traktatens ikrafttrædelse oprette en kommission i Istanbul, der skulle arbejde på forberedelse af autonomi for kurderne, men det blev aldrig ført ud i livet, da der opstod krig mellem De Allierede og tyrkiske nationalister med Mustafa Kemal (senere Atatürk) i spidsen, som nægtede Sévres-fredstraktatens betingelser. I denne periode foretog Mustafa Kemal en rundrejse i Kurdistan og samlede støtte blandt kurdiske klannere, der var skeptiske over for traktaten, og lovede at give kurderne et udbredt selvstyre, når krigen var over og de europæiske ”hedninge” var smidt ud af Tyrkiet.
Da de allierede ikke mere kunne forhindre Mustafa Kemals sejr, sluttede de fred med ham. Det resulterede i Lausanne-traktaten af 24. juli 1923. Den tyrkiske repræsentant,
Ismet Paşa, erklærede i Lausanne, at “kurdere og tyrkere er de afgørende elementer i republikken, Tyrkiet. Kurderne er ikke et minoritet, men en nation; regeringen i Ankara er regeringen for såvel tyrkere som for kurdere”. I Lausanne-traktaten var oprettelsen af en kurdisk stat ikke mere stillet i udsigt. Man glemte simpelthen alt om, hvad man for knap tre år siden havde lovet, men ikke nok med det delte man nu også den kurdiske del af Osmannerriget i tre dele, således at en del kom til at tilhøre det engelske mandatområde og en del til det franske mandatområde, hvoraf Irak og Syrien senere opstod, mens den største del af hele Kurdistan forblev inden for grænserne af den nyoprettede tyrkiske republik, Tyrkiet . Kurderne var dermed overladt til skæbnen.
Den 24. juli 1923 er derfor for det kurdiske folks vedkommende gået i historien som en sort dag,
som en dag, hvor alle løfter til kurderne om autonomi og selvstændighed blev glemt for altid, og hvor Kurdistan blev delt mellem forskellige stater. Kurderne lider stadig, selv efter 84 år, under traktatens følger. Traktaten førte til store katastrofale følger for det kurdiske folk, nemlig at det kemalistiske regime i Tyrkiet derefter fornægtede eksistensen af det kurdiske folk, som er et af Mellemøstens ældste folkeslag. Hundredetusinder af kurdere er indtil nu blevet dræbt af de forskellige regimer, om end ikke at tale om tvangsforflyttelsen af millioner af kurdere og afbrændingen af titusindvis af kurdiske landsbyer, skove og afgrøder. Og det fortsætter endnu. Alt sammen pga. Lausanne-traktaten.
I anledning af 88-året for ikrafttrædelsen af Lausanne-traktaten, ønsker vi hermed at fordømme den på det kraftigste og håber, at verdenssamfundet fra nu af indser alvoren i, hvad denne traktat har medført af skade, og hvad den har betydet for det kurdiske folk. Kurderne har også ret til et anstændigt liv og ret til selvbestemmelse som alle andre nationer i verden. Længe leve det kurdiske folk. Længe leve Kurdistan.