Özlem Sara Cekic – At tale kurdisk

Özlem Sara Cekic med Tayip Erdogan, Tyrkiets Premierminister

Jeg var ret nervøs inden jeg skulle holde min tale i går. Jeg har set frem til den længe, der har været mange overvejelser og forberedelser. Nu var tiden kommet.

Kurdiske citater
Jeg havde besluttet, at en del af talen skulle holdes på kurdisk. Flere kurdiske kvinder har fortalt mig om den dobbelte undertrykkelse de møder – som kvinder og som kurdere i Tyrkiet. De vil aldrig få lov til eller mulighed for at stå på talerstolen og fortælle om de uretfærdigheder, de oplever. Ikke foran politikere og magthavere. Jeg havde muligheden og derfor kom deres ord ud af min mund. Jeg citerede dem på deres eget sprog: Kurdisk.

I kan blandt andet læse mere om reaktionerne i artikler i Berlingske og i Politiken.

Jeg er ved at oversætte hele talen og lægger den ud på bloggen så snart jeg kan, men her er et af de citater jeg læste højt på kurdisk. Det stammer fra en ung universitetsstuderende.

”Jeg er kurder, og jeg er stolt af at være kurder. Men desværre kan jeg ikke få undervisning på mit modersmål. Jeg har ikke engang ret til at sætte det på dagsordenen. Hvis jeg deltager i en demonstration til fordel for undervisning på kurdisk eller skriver under på en underskriftsindsamling med krav om undervisning på mit modersmål, vil jeg få karantæne for livstid (fra uddannelsesinstitutionen). Jeg har ikke engang ret til at klage over afgørelsen. Hvad er det for et demokrati?”

Negative reaktioner…

I Tyrkiet tillader man normalt ikke, at der holdes taler på kurdisk til politiske møder – også selvom det er modersmålet for en stor del af befolkningen. Derfor var jeg meget spændt på hvordan de ville reagere. Min tale forløb fint, men da jeg nåede til at læse citaterne højt prøvede ordstyreren (Güldal Aksit, der er forkvinde i Ligestillingskommissionen i det tyrkiske parlament) at afbryde mig – og sige, at jeg skulle holde talen på tyrkisk. Det valgte jeg at overhøre. Som dansk folketingsmedlem, holder jeg fast i at det er mig der bestemmer, hvilket sprog jeg vil holde min tale på. Ligesom det er mig, der bestemmer hvad jeg vil tale om.

Jeg talte ikke kurdisk, alene fordi jeg kan. Jeg gjorde det heller ikke alene for at provokere og trampe i noget. Jeg gjorde det fordi der foregår en kamp om kurdernes rettigheder. Om ligestilling, minoritetsbeskyttelse og anerkendelse. I denne kamp står det kurdiske sprog helt centralt. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg med indholdet i min tale snakkede om ligestilling, mens jeg med formen – sproget – signalerede det stik modsatte.

Nogle tilhørere var højtlydt kritiske, andre udvandrede rasende fra lokalet. Det viste mig at kampen for ytringsfrihed og ligestilling, stadig har svære vilkår. Det er let at sidde sikkert i lænestolen i Danmark og skrive et vredt debatindlæg om ytringsfrihed. Det er noget helt andet at stå ansigt til ansigt med kritikerne og måtte affinde sig med deres reaktioner og sanktioner. Det gjorde mig nervøs og spændt.

Opbakning
Da jeg gik ned fra talerstolen lovede jeg mig selv, at det ikke skal være sidste gang. Jeg vil gøre det igen. Nogle kampe er for vigtige til at sidde stille og til ikke at handle.

Jeg blev overrasket over de mange positive reaktioner. Forbløffende mange. Jeg vil gå så langt som til at sige, at flertallet reagerede positivt. Jeg fik megen ros fra de udenlandske deltagere og – hvad vigtigere er – fra de kurdiske kvinder i salen. Det varmer at flertallet vurderer, at det er vigtigt at snakke om kurdiske kvinders rettigheder.

Det overraskede mig også at Tyrkiets AKP-parti kvitterede med en invitation til at holde en lignende tale en anden gang. Der er ved at ske noget i Tyrkiet. Ingen tvivl om det. Der bliver taget skridt i den rigtige retning. Ikke store skridt. Men skridt, ikke desto mindre. Og det gælder ikke kun på konferencer.

Efter talen
Da konferenceprogrammet var afsluttet gik jeg en tur i Ankaras gader. Her demonstrerede transvestitter for deres rettigheder. En politimand fortalte mig, at der havde været demonstrationer hele dagen, ligesom hver eneste 8. marts. Fredelige og nødvendige, kaldte han dem.

Det bedste vi kan gøre for demokratiet i Tyrkiet er at blive ved med at stille krav – også gerne skrappe betingelser – for landets optagelse i EU. Man skal ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, at nogen udefra siger noget, de synes er svært at tale om. Jeg håber at min smuttur til Ankara kommer til at give processen bare et lille bitte ryk i den rigtige retning. Det vil fremtiden vise.

Kilde: ozlem.dk

———————————————————————————————–

Özlems tale i Tyrkiet i anledning af 8.marts, Kvindernes Internationale Kampdag

Mit navn er Özlem. Jeg er folketingsmedlem i Danmark. Jeg er født i Polatli i Ankara.

Da mine forældre i sin tid rejste til Danmark for arbejde, var det for at tjene penge til at købe 40 får og et hus i landsbyen.

Jeg er barn fra en kurdisk arbejderfamilie. Min mor har læst til 3. klasse, min forældreløse far derimod lærte at læse og skrive i militæret.

Før jeg blev folketingsmedlem arbejdede jeg i flere år som sygeplejerske. Nu er jeg folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, SF.

Kære gæster.

Først og fremmest tak for den betydningsfulde invitation. Som kvinde er jeg utrolig glad for, at se så mange betydningsfulde mennesker samlet her i anledning af 8.marts, Kvindernes Internationale Kampdag, for at bringe kvindernes rettigheder på dagsordenen. Jeg vil derfor takke dem, der har arrangeret dette møde.

Ligesom i Tyrkiet, er der også i Danmark institutioner, organisationer og mennesker, der arbejder for at forbedre kvinderettighederne. Ligesom i Tyrkiet, er der desværre stadigvæk også kvinder i Danmark, der undertrykkes, udsættes for vold og købes og sælges som en vare.

Selv om problemerne ikke er lige så store, så arbejder kvinderne i alle samfundslag hårdt for at få de samme rettigheder som mænd.

Som jeg sagde, selv hvis de ikke er lige så store.

At være kvinde i Tyrkiet er desværre meget svært. Kvinderne i Tyrkiet har været både stærke og tapre. Nok også derfor er der i Tyrkiet gennemført mange reformer på kvinderettighedsområdet.

Man skal ikke glemme de organisationer, som har arbejdet dag og nat for kvindernes rettigheder. Havde det ikke været for deres indflydelse og pres, var der i dag ikke sket sådanne vigtige fremskridt for kvinderne i Tyrkiet.

Nogle af disse vigtige fremskridt kan nævnes som følger: Den nye straffelov vedr. vold i familien, reformen vedr. seksuelle overgreb, lige formue- og arverettigheder mellem mænd og kvinder efter skilsmisse, at voldtægt ikke længere er en krænkelse mod samfundet, men derimod et overgreb mod det enkelte individ – er altså nogle af de vigtige fremskridt, som er gjort.

At forebygge uretfærdigheder og give kvinderne visse rettigheder er meget vigtigt. Men så længe kvinderne ikke får undervisning og ikke lærer at læse og skrive, kan de jo heller ikke vide hvilke rettigheder de har.

Og så længe kvinder ikke er økonomisk uafhængige, er det umuligt at opnå samme rettigheder som mænd.

I Danmark går kvindernes ret til undervisning – og deres ret til at arbejde, hvor de optjener deres penge selv – langt tilbage i tiden.

Kvinders har ret til undervisning i offentlige skoler gratis helt fra folkeskolen til universitetet.

For at give kvinderne mulighed for at arbejde, har staten åbnet tusindvis af vuggestuer og børnehaver, så deres børn kan blive passet. De fattige kvinder får betalt udgifterne til pasning af staten, hvis de ikke har råd.

For at arbejdsgiverne ikke diskriminerer kvinder, er det ved lov blevet gjort forbudt at fyre kvinder fra deres arbejde, mens de er gravide eller på barselsorlov. Det er ligeledes forbudt ved lov at fyre eller nægte ansættelse pga. ansøgerens køn.

Men som jeg startede med at sige, er det svært at være kvinde i Tyrkiet. Kvinder undertrykkes stadig i Tyrkiet, og bliver ofte diskrimineret.

Fx kan en kvinde med hovedbeklædning fratages retten til at studere ved et universitet. I demokratier har kvinden ret til at bære den påklædning, som hun ønsker, ligesom hun frit kan vælge sin tro, som hun vil. Det sagde premierminister Erdogan også i sin tale. At man i Tyrkiet ikke vil blande sig i hvad folk må have på og hvad de må tro på. Derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor praksis er anderledes.

Jeg vil give et andet eksempel. Ifølge en undersøgelse foretaget i byen Van, udsættes 56% af kvinderne stadig for vold begået i familien. Især i de kurdiske områder er der et stort problem, hvor kvinderne dræbes som følge af æresdrab. En kvinde siger:

“Em wek berxekê tên kirîn û firotin. Mafê me yê hilbijartinê tune. Em nikarin hez bikin. Dema tomet li me dibe, em nikarin xwe biparêzin, şans nadin, em bidin zanîn ku em bê gunehin. Em jî însanin, em jî adaletê dixwazin” (citatet som jeg læste op på kurdisk)

For dem, der ikke forstår kurdisk, vil jeg oversætte her:

”Vi bliver købt og solgt som en vare. Vi har ingen ret til at vælge selv. Vi må ikke elske. Når vi bliver beskyldt for utroskab, kan vi ikke engang bevise det modsatte. Vi får ikke mulighed for at vise vores uskyld. Vi er også mennesker og vi ønsker også retfærdighed”.

I demokratier har kvinder ret til at ytre sig.

For nylig fortalte en ung kvindelig universitetsstuderende i Diyarbekir følgende:

”Ez kurdim. Bi kurdbuna xwe serbilindim. Lê çi heyf, mafê min nîne ku ez bi zimanê dayîka xwe bixwînim, perwerde bibînim. Maf nadin min ku vê pirsê bînim ji raya giştî re bêjim. Ez wek xwendevaneke hiquqê, dema ji bo mafê perwerdeya bi zimanê kurdî bikevim meşekê, an jî beşdarî kampanya îmzeyan bibim, hemû mafên min ên xwendinê ji destê min tên stendin û mafê min ê îtîrazê jî nîne. Ev çi demoqrasîye?” (citatet som jeg læste op på kurdisk)

For dem, der ikke forstår kurdisk, vil jeg oversætte her:

”Jeg er kurder og er stolt over at være kurder. Men desværre har jeg ikke ret til at læse og modtage undervisning i mit modersmål, kurdisk. Jeg får ikke lov til at bringe dette spørgsmål til offentlighedens kendskab. Hvis jeg som en jurastuderende deltager i en demonstration eller deltager i en underskriftsindsamling for at modtage undervisning på kurdisk, bliver jeg frataget alle mine rettigheder som studerende. Jeg får livslang karantæne fra at studere. Jeg har ikke engang lov til at klage over afgørelsen. Hvad er det for et demokrati?”

Ja, jeg synes også, at der i demokratier skal gives kvinderne retten til at ytre sig – også på deres eget sprog.

Tyrkiet er et land, hvor den tyrkiske, den kurdiske, den lazistiske, den alevitiske, den sunniske befolkning m.fl. lever side ved side.

Da jeg fortalte en ældre kurdisk bedstemor om at jeg skulle holde tale her i dag, sagde hun:

”Ji serokwezîr Erdogan re bêje, em ji wî pir hez dikin, merivekî bi rûmete. Em raya xwe didine wî. Ew jî, ji me hez dikê. TRT 6 vekir. Dibêjin wê hin tiştên din jî bidê. Berîya ku ez bimrim, dixwazim bibînim, kurdî serbeste, stranên kurdî serbestin, Newroz bi azadî tê pîroz kirin, û em kurd jî azadin” (citatet som jeg læste op på kurdisk)

For dem, der ikke forstår kurdisk, vil jeg oversætte her:

”Vær venlig at fortælle premierminister Tayip Erdogan, at vi elsker ham meget, og at han er en elsket mand. Vi stemte også på ham. Han elsker også os. Han åbnede TRT 6 (kurdisk tv-station). Det fortælles, at han vil give os flere rettigheder. Men før jeg dør, ønsker jeg at opleve ligestillingen. Jeg vil gerne have ret til at snakke på kurdisk uden at frygte noget, synge mine vuggeviser, og fejre min Newroz (kurdisk nytår)”

Da jeg begyndte min tale, sagde jeg, at det er meget vanskeligt at være kvinde i Tyrkiet.

Ja, og det er stadig vanskeligt at være kvinde.

At være kurdisk kvinde er endnu vanskeligere.

I demokratier gives der ikke afkald på kvinderettigheder.

Jeg er af den opfattelse, at Tyrkiet også vil nå på det niveau en dag.

Jeg medbragte en varm hilsen og en håndfuld håb fra Danmark til de undertrykte kvinder.

Vær tålmodige, i demokratier er der lys forude.

Hermed en varm og stor lykønskning til 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

Med ønsket om lige rettigheder for alle.

Kilde: ozlem.dk