Vi mindes folkemordet på Ezidi-kurderne i Shingal

11831640_10153511546402486_2437930530587640517_n

Kurderne verdenover mindes i dag endnu engang deres martyrer. Det drejer sig denne gang om Ezidi-kurderne i Shingal-området i Sydkurdistan/Irak, som blev udsat for et folkemord fra terrororganisationen IS sidste år.

Da Ezidierne ikke er muslimer, var de et oplagt mål for IS’ angreb. Ezidierne blev betragtet som vantro i deres øjne og havde derfor kun en mulighed, enten at konvertere til Islam eller også blive dræbt på stedet. Flere tusinde Ezidiere blev på den måde likvideret og halshugget foran deres koner og børn.

Det, der skete i Shingal, var en ren menneskelig katastrofe. IS-terroristerne begik et rent folkemord på Ezidierne og deres plan var at udrydde Ezidierne helt.

Over 100.000 mennesker nåede at flygte til Shingal-bjerget, hvor de sad fast oppe i bjerget i den hede sommer over en uge uden mad og drikke. Flere hundrede mennesker bukkede under og mistede livet pga. sult og tørst.

Senere blev en korridorer åbnet via Kurdistan/Syrien, hvor titusindvis af nødstødte Ezidiere flygtede fra området.

I dag opholder omkring 10.000 Ezidiere sig i flygtningelejre i Sydvestkurdistan/Syrien, mens alle de andre, omkring 400 tusinde flygtede til Sydkurdistan/Irak. Senere flygtede over 20.000 videre til Nordkurdistan/Tyrkiet. Lige nu er der hundredtusinde Ezidi-flygtninge over alt i Kurdistan, hvor de lever under dårlige forhold i flygtningelejre.

Under flugten, nåede landsbyen Kocho desværre ikke at flygte, og landsbyen er derfor blevet et symbol på IS’ vanvittige behandling af indbyggerne. De blev omringet af IS og havde fået nogle dages frist til at konvertere til Islam, men da fristen udløb og Ezidierne ikke havde i sinde at konvertere til Islam, begyndte IS-terroristerne at samle al deres guld, penge og massakrerede til sidst alle mændene – over 600 mænd – på stedet. Kun to mænd blev redet levende fra massakren. Alle piger, børn og kvinder tog de med sig med henblik på at bruge dem som sexslaver.

Ligeledes bortførte de også flere tusinde andre Ezidiere, såvel børn som gamle og brugte pigerne og kvinderne som sexslaver og solgte dem på slavemarkeder til rige arabere både i Syrien og i Irak. Mange børn er siden vist på videoer på de sociale medier, hvor de er blevet hjernevasket og indoktrines som fremtidige terrorrister. Der er stadig flere tusinde Ezidiere, der sidder i fangenskab hos IS, de fleste piger og kvinder, der holdes som sexslaver.

I anledning af 1-års markeringen af folkemordet på vores Ezidi-brødre og søstre i Shingal, mindes vi hermed alle martyrerne med dyb respekt og fordømmer endnu engang terrororganisationen IS’ og deres samarbejdspartneres folkemord på Ezidiene i Shingal. Shingal bliver aldrig glemt og vil altid leve i vores hjerter.

Vi håber virkelig, at Shingal-området bliver befriet fra IS-terroristerne inden længe, så de hundredtusindvis af Ezidi-flygtninge kan vende tilbage til deres oprindelige områder snarest muligt. Ligeledes håber vi også, at alle demokratiske kræfter hjælper til for at få befriet alle de piger og kvinder, der stadig er i IS-terroristernes fangenskab, og som stadig sælges som sexslaver.

Shingal har stadig hårdt brug for hjælp og støtte. Vi glemmer aldrig Shingal.

KOMKAR-DK
03.08.2015