En kurdisk delegation bestående af repræsentanter for tre kurdiske partier (Sait Yolal-PDK), Hatam Cehangiri-PDKI) og Yilmaz Yildiz-PSK) holdt den 01.10.2014 et møde med Socialdemokraternes folketingsgruppeformand Henrik Dam Kristensen.
Den kurdiske delegation overrakte på vegne af kurdiske organisationer i Danmark et takkebrev til Henrik Dam Kristensen for Socialdemokraternes og Danmarks støtte til kurderne i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), der siden august måned har angrebet kurderne i både Sydkurdistan (kurdisk del i Irak) såvel som i Vestkurdistan (kurdisk del i Syrien).
IS har siden begået store massakrer på Ezidi-kurderne i Shingal-området og bortført hundredvis af Ezidi-piger og kvinder, der af IS bruges som sexslaver eller sælges på slavemarkeder. Desuden har IS på det sidste rettet deres massive angreb mod den kurdiske provinsby Kobanê i Vestkurdistan og omringet byen Kobanê med tunge våben. Over 150.000 kurdere er indtil nu flygtet til Nordkurdistan (den kurdiske del i Tyrkiet).
Under mødet blev der talt om den nuværende situation i Kurdistan, og om Islamisk Stat som den store fare for Mellemøsten og for verdensfreden. Henrik Dam Kristensen takkede for brevet og lovede at viderebringe det til Socialdemokraterne. Den kurdiske delegation takkede også for mødet og endnu en gang for Danmarks støtte til kurderne i krigen mod IS.
Repræsentanter for kurdiske organisationer holdt for nogen tid siden også et møde med Enhedslisten og takkede dem for deres støtte til kurderne.
Samme dag, mens kurderne havde møde med Socialdemokraterne på borgen, skulle Danmark tage stilling til, hvorvidt danske F-16 fly skulle deltage i krigen mod Islamisk Stat i Irak og Kurdistan eller ej. Debatmødet i folketinget i går blev udsat til i dag torsdag (02.10.2014), men efter en række diskussioner i folketinget i dag blev det bagefter vedtaget med et stort flertal at sende danske F-16 fly mod IS i Irak og Kurdistan.