Foto: Patrik Hekkala, www.sverigesradio.se
En ung ezidi-kurder ved navn Xalid Xwedêda (Khalid Khodeda) blev for ca. en uge siden fundet halshugget i Kerkuk, mens gerningsmanden, en araber fra Sydirak stadig er på fri fod.
Den unge Xalid Xwedêda på 27 år og far til en dreng på 6 måneder, søgte i 2007 om asyl i Sverige, men efter lang tids tovtrækkeri med de svenske asylmyndigheder fik han til sidst afslag på sin asylsag og blev i 2010 udvist til Irak.
Sidst arbejdede han på et kasino sammen med sine to brødre i Kirkuk. Efter oplysninger fra venner og familie begyndte en araber fra byen Necef i Sydirak at arbejde hos dem i nogle dage. En aften, mens de alle tre brødre lå og sov, begyndte deres arabiske arbejdskollega at gå løs på dem. Han skar halsen over på Xalid Xwedêda og sårede hans to brødre.
Ezidi Foreningen i Helsingborg arrangerede i sidste uge en demonstration i protest mod de svenske myndigheders tvangshjemsendelse af ezidi-kurdere til Irak.
Det er værd at vide, at der siden Irak-krigen i 2003 har været adskillige angreb på ezidi-kurdere pga. deres tro. Den 22. april 2007 blev 26 ezidi-fabriksarbejdere likvideret ved en mur i Mosul. Ligeledes blev to unge ezidiere henrettet og stenet til døde i Kerkuk samme år. Men det største angreb fandt sted den 14. august 2007, da selvmordsterrorister angreb to små ezidiske byer i Shingal-området, hvor de dræbte over 500 og sårede over 700 ezidiere. Senere fandt der med jævne mellemrum angreb sted mod ezidiere, der kostede flere livet. Og som følge heraf blev ezidi studerende smidt ud af Mosul Universitetet og lægerne og sygeplejerskende afskediget osv.
Efter disse angreb, turde ezidiere ikke længere tage til byer som Mosul og Kirkuk af frygt for deres liv.
Den dræbte Xalid Xwedêda kom fra landsbyen Sirêçka i nærheden af Êsifnê (Sheikhan), der ligger tæt ved byen Duhok.
Et par herboende ezidiere har efterfølgende oplyst over for os, at den dræbte var asylansøger i Danmark, og at de boede sammen i Sandholmslejren, men at de danske myndigheder udviste ham til Sverige, hvorefter han så også blev tvangshjemsendt herfra til Irak.