Aid! Children of Qamishli

Konflikten i Syrien mellem styret og befolkning fortsætter med fuld styrke. Det påvirker landets økonomi i negativ retning, og dermed enhver syrer. Det er bekymrende, at der ingen løsning er i sigte. Især de fattige er hårdt ramt.

Den i forvejen hårdt pressede syriske økonomi lider under følgerne af den folkelige opstand, som begyndte i midten af marts. Dette påvirker alle syrere, især de fattige, som i forvejen har svært ved at skaffe det daglige brød.

Den Internationale Valutafond nedjusterede for nylig sin prognose for landets økonomi, især på grund af manglende turister, som er et vigtigt element i de syriske indtægter. IMF forudsiger, at væksten i Syrien i år falder til 2,5 pct. I 2010 lå væksten på 5,5 pct. Eksperterne mener, at den syriske økonomi er stærkt rystet.

Turistsektoren, som i de sidste par år har oplevet en stor og stigende tilstrømning af turister til landet, er den mest berørte af den aktuelle krise. Indtægterne fra turismen i Syrien udgør 12 pct. af landets BNP. I 2010 var indtægten fra turisme 6,5 mia. $, og 11 pct. af arbejdsstyrken i Syrien er beskæftiget i turistsektoren. På grund af den folkelig opstand fravælger turisterne Syrien, og turistsektoren må fyre medarbejdere.

Størstedelen af medarbejderne på hoteller og restauranter i storbyer, såsom Damaskus, er fattige fra det tørkeramte område i den nordøstlige del af landet. Selvom de bliver udnyttet groft, dårlig løn, nogle af dem får kun restaurantkundernes levninger og en madras i et kælderrum som løn, er de glade for at have et job. Alternativet for mange er et liv på gaden.

Alle i turistsektoren er hård ramt, lige fra de irriterende børn, som ivrigt forsøger at sælge én postkort ved turistattraktionerne – de af jer, der har været i Syrien ved, at de ihærdigt bliver ved med at tilbyde postkort for 100 lira, selvom man har sagt nej tak halvtreds gange! – til de fineste luksushoteller, der er bygget til de velhavende turister fra Europa og Golflandene.

En herboende syrer, som rejste til Syrien for nyligt, fortalte, at der var knap 35 passagerer i flyet til Damaskus, og knap 50 med tilbage fra Damaskus til København. Lufthavnen i Damaskus som plejer at vrimler med passagerer, var nærmest mennesketom.    

Samtidig synes planer for flere udviklingsprojekter at være i fare. En økonom i Damaskus udtalte til en arabisk netavis, at en femårs udviklingsplan med et budget på en milliard dollars er blevet udsat som følge af urolighederne. Investeringsprojekter er også ramt af krisen. Mange investorer har stoppet deres projekter. Investorer fra Golfen, især Qatar og andre lande, genovervejer deres investeringer i Syrien. Det er typisk byggeprojekter, som beskæftiger hundredtusinder af arbejdere. Også her mister mange familier deres levebrød.

Det ser ikke ud til at der en snarlig løsning på konflikten. Præsidenten holdt for nogle dage siden sin tredje tale siden opstanden begyndte, men den fik bare endnu flere demonstranter på gaden. Ifølge oppositionens kilder er over 1.500 dræbt, 10.000 arresteret, 12.000 er flygtet til Tyrkiet. I følge de tyrkiske myndigheder krydsede over 1.500 syriske flygtninge grænsen til Tyrkiet mellem torsdag den 23. juni og lørdag den 25. juni. 5.000 er flygtet til Libanon, og mange tusinde er flygtet fra deres hjem og venter i grænseområderne på at komme ud.

Vi er stadig i kontakt med vores børn og samarbejdspartnere. De er ikke påvirket af konflikten direkte, men selvfølgelig, som resten af befolkning indirekte påvirket.

Lørdag den 18. juni afholdte Kulturforening for kurdere fra Syrien en støttefest til fordel for Aid! Children of Qamishli. Overskuddet på 8.500 kr. går til vores arbejde. Vi takker dem mange gange for støtten og det store arbejde.

Vi modtager stadigvæk indbetalinger, hvor der er angivet en stillingsbetegnelse; pædagog, cand.mag., eller lignende, men intet navn. Vi kan derfor ikke registrere din indbetaling. Hvis du har en stillingsbetegnelse anført, når du overfører penge, må du meget gerne kontakte os.

Vi gør også opmærksom på, at det stadigvæk er muligt at indbetale sit kontingent for 2011.

Et støttemedlemskab koster 100,- om året, og kan indbetales på foreningens konto i Nordea:

 

Reg.nr.:  2132

Konto.nr.: 4380-815-686

Mange sommerhilsner,

Bestyrelsen, Aid! Children of Qamishli

 

Med venlig hilsen

Fahmy Almajid, formand

Aid! Children of Qamishli

Tlf.nr.: 2122 8922

Mail: info@acoq.dk

Web: www.acoq.dk