Som følge af de danske udlændingemyndigheders afslag på deres asyl i Danmark og af frygt for tvangsudsendelse til Syrien, har 31 kurdere startet en sultestrejke foran Christiansborg Slotsplads siden tirsdag den 14.09.2010. En af dem blev så afkræftet, at han til sidst måtte indlægges på Rigshospitalets Traumecenter. Hans situation synes dog nu at være stabil.
Sagen er den, at de danske udlændingemyndigheder ønsker at sende dem tilbage til Grækenland, hvor de kom fra, men asylansøgerne frygter, at Grækenland vil sende dem tilbage til Syrien, så snart de lander i Grækenland. Derfor har de startet denne aktion, dels for ikke at blive sendt retur, og dels for at henlede opmærksomheden på kurdernes situation i Syrien, som lever under meget kummerlige forhold uden nogen former for rettigheder.
Det er værd at fortælle, at over 300 tusinde kurdere ikke engang har syrisk statsborgerskab. Syrien fratog dem deres syriske statsborgerskab ved en lov i 1962 og gjorde dem dermed ”statsløse”. Som ”statsløs” har disse kurdere ingen rettigheder i Syrien. De kan ikke eje hus, købe jord, gå i skole, bo på hotel, gå på hospitalet osv. Kurderne er jo i forvejen under en stærk undertrykkelse, men de her ”statsløse” kurdere, hvor de ingen rettigheder har, lider dobbelt så meget under regimets umenneskelige politik som de øvrige kurdere.
Selv i militæret er kurderne uønskede. De bliver dræbt og sendt hjem med beskeden om, at ”jeres søn begik selvmord” eller ”han døde som følge af en ulykke” osv. Antallet af dræbte kurdere i syrisk militær er steget meget i de sidste par år.
Kurderne er under konstant bevågenhed, især når der er tale om et hemmelighedspoliti (Mukhabarat) som det syriske.
Regimet viste for alvor sine tænder for nogle år siden,, nemlig den 12. marts 2004, da der var en foldboldkamp mellem arabere og kurdere i den kurdiske by Qamişlo. Under kampen begyndte araberne at komme med anti-kurdiske slagord og angreb kurderne med våben, hvorefter der opstod en slåskamp mellem parterne. I dagene derefter støttede regimet de angribende arabere, der var hentet til Qamişlo fra de arabiske områder, og slog løs på kurderne. Det fik kurderne i hele Syrien til allerførste gang at rejse sig til en ren opstand mod regimets umenneskelige politik over for kurderne. Over hele Kurdistan og i den øvrige verden var der store kurdiske demonstrationer mod regimet.
Som følge af angrebene blev flere kurdere dræbt og såret, ligesom flere tusinde blev arresteret og sat i fængsel. Selv i dag går der ikke en dag, hvor regimet ikke arresterer en kurdisk politiker og sætter vedkommende i fængsel.
Vi fra KOMKAR støtter de sultestrejkende kurdere i deres aktion og appellerer hermed til den danske offentlighed om at bakke op om disse kurdiske asylansøgeres opråb om hjælp til ikke at blive tvangshjemsendt ved at lægge pres på regeringen. Vi håber, at regeringen vil genoptage deres sag og lader være med at sende dem i det syriske regimes helvede. En tvangsudsendelse vil medføre fængsel, tortur, ja, endda dødsdom for disse kurdere. For hvad kan man ellers ikke forvente af et sådant regime som det syriske, når det foragter sine medborgere så meget, at det fratager dem selv deres syriske statsborgerskab og erklærer dem som ”statsløse” eller ”flygtninge”, som de heller ikke behandler dem som sådan?
Det er på tide, at verdenssamfundet for alvor begynder at lukke øjnene op for kurdernes umenneskelige forhold i de regimer, de nu lever under.