Vi mindes martyrerne fra 12. marts 2004

images-1

I dag er det en særlig dag for kurderne. Kurderne mindes igen som mange gange før deres martyrer, som er faldet i frihedens og deres sags navn. Vi taler om folkeopstanden i Sydvestkurdistan (syrisk del), der fandt sted den 12. marts 2004. Folkeopstanden startede i den kurdiske hovedby Qamişlo og spredte sig hurtigt til hele Sydvestkurdistan, efter at regimet begyndte at angribe og dræbe kurdere med støtte fra ekstremistiske arabere.

Kurderne havde glædet sig over, at kurderne i Sydkurdistan (irakisk del) havde opnået deres rettigheder med den nye forfatning i Irak og fejrede det, men det blev åbenbart for meget for regimet og dets håndlangere og ville forhindre kurderne i at glæde sig over deres brødres opnåede rettigheder på den anden side af grænsen. Som følge af regimets angreb blev 32 kurdere dræbt og flere hundrede såret, ligesom tusinder blev arresteret og sat i regimets berygtede fængsler og tortureret. Kurderne verden over mindes i dag disse kurdiske martyrer og kurdernes folkeopstand mod regimet.

Vi mindes hermed alle martyrerne fra 12. marts 2004 og sender vores dybe medfølelser til de pårørende og til hele det kurdiske folk.

Vi vil også erklære, at vi støtter kurdernes kamp for frihed og rettigheder i Sydvestkurdistan og udtrykker vores glæde over, at alle kurdiske styrker sammen bekæmper terrororganisationen IS, der efterhånden er blevet et stort problem for Kurdistan og hele regionen. Kurderne kæmper i dag ikke alene for at fordrive terroristerne fra Kurdistan, men de kæmper samtidig også for fred og retfærdighed og for de grundlæggende menneskelige værdier i verden.

Vi er derfor glade og taknamelige for, at den internationale koalitionsstyrke, herunder Danmark, støtter kurderne i Sydkurdistan/Irak og Sydvestkurdistan/Syrien i kampen mod IS-terroristerne.

Vi tror på fred og frihed og de grundlæggende demokratiske rettigheder, og kurderne og Kurdistan skal nok opnå fred og frihed en dag, uanset hvad det måtte komme til at koste.

KOMKAR-DK