Glem ikke folkemordet på kurderne i Helebçe

Halabce_xy_015[1].jpg-for-web

I dag er det en sørgedag for kurderne. En dag, hvor tusindvis af kurdere blev slået ihjel med kemiske våben af det daværende diktatoriske Baath-regime i Irak. I dag mindes kurderne verden over deres martyrer ved at arrangere forskellige ceremonier for at henlede opmærksomheden på folkemordet på kurderne i byen Helebçe, der fandt sted for netop 24 år siden, nemlig den 16. marts 1988.

Dagen den 16. marts har derfor fået en særlig plads i kurdernes bevidsthed, for netop på denne dag angreb irakiske kampfly den kurdiske by Helebçe nær hovedprovinsbyen Suleymaniye med kemiske våben og dræbte 5000 kurdere – såvel børn som gamle – og sårede over 10.000. Hundredtusindvis af kurdere satte kursen mod Iran og Tyrkiet – hvor de ikke var særlig velkomne – af frygt for nye giftgasbomber.

Den gang havde verdenssamfundet og de vestlige lande gode politiske og økonomiske relationer til Baath-styret i Bagdad, som på baggrund af disse gode relationer og deres klap-på-skulder-støtten fik vind med i sejlene til at begå store massakrer på kurderne og andre etniske nationaliteter i Irak. De økonomiske interesser var åbenbart vigtigere end kurdernes liv. Derfor vendte de det døve øre til og tøvede med at gøre noget, selv om der lige om hjørnet havde fundet et folkemord sted mod et af Mellemøstens ældste folk, kurderne.

Nu er der gået 24 år, siden folkemordet fandt sted, men selv efter så lang tid lider Helebçe stadig af eftervirkningerne fra giftgasangrebet.

Efter Irak-krigen i 2003, blev Baath-regimet væltet og mange af de ledende skikkelser, heriblandt Iraks diktator Saddam Hussein og hans så forhadte fætter og højre hånd “Kemiske Ali” (Ali Hassan Al-Majid) henrettet hhv. den 30.dec. 2006 og den 25. jan. 2010, anklaget for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

Det var “Kemiske Ali”, der havde ansvaret for giftgasangrebet mod kurderne og dermed ansvaret for den såkaldte ”Anfal” operation” i slutningen af 1980’erne, der kom til at koste 182.000 civile kurdere livet. ”Anfal” gik ud på at udrydde kurderne og var et af de mest effektive folkedrab siden Nazi-Tysklands jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig. Efter regimets fald, blev der fundet hundredvis af massegrave tilhørende kurdere vidt forskellige steder i Irak. Søgen efter nye massegrave fortsætter stadig.

Kurderne gav Ali Hassan Al-Majid øgenavnet “Kemiske Ali” for hans rolle i massakrerne. Den Høje Tribunal i Irak anerkendte den 28. feb. 2010 giftgasangrebet i Helebçe som et folkemord mod kurderne.

Vi mindes hermed martyrerne fra Helebçe med dyb respekt.

Helebçe vil altid leve i vores sjæl.

 

KOMKAR-DK

16.03.2012